Hvordan ser en kastreret mand egentlig ud? Altså, ikke kastreret i bogstavelig forstand, men i betydningen af, at han bliver talt ned til, set ned på og udfordret på autoritet og værdighed. Som når Mads Mikkelsens karakter Lucas taler i telefon med sin fraskilte kone i Thomas Vinterbergs ’Jagten’.

I hele kapitel 2 i sin Mesterlære inviterer Charlotte Bruus Christensen dig med ind i den proces, hvor hun i samarbejde med netop Vinterberg satte samtlige 118 scener i den danske spillefilm – herunder ’En kastreret mand’ – på moodboard, inden optagelserne gik i gang. Det var i det forløb, den i dag internationalt anerkendte filmfotograf forfinede metoden, som hun siden har bragt med til Hollywood i filmindspilninger med blandt andre Steven Spielberg, Denzel Washington og Aaron Sorkin.

Charlotte Bruus Christensen kan i sin søgen efter billeder, hun udfylder sine moodboards med, gøre ophold ved et postkort fra Slovenien, et stykke keramik, ja, i bund og grund hvadsomhelst, men hun har også en række billedbibler, hun altid afsøger:

The Ingmar Bergman Archives

”Thomas (Vinterberg, red.) og jeg fandt blandt andet hinanden i vores fascination af Ingmar Bergman – og af hans samarbejde med hans faste fotograf, Sven Nykvist: Hvordan kan man få så mange følelser ud til et publikum ved ikke at gøre ret meget? Det var det samme, Hitchcock kunne i sine thrillere i 1960’erne.”
Erland Josephson, Paul Duncan og Bengt Wanselius (Taschen, 2008)

Twentieth Century Photography

”Den går jeg altid igennem, når jeg skal finde inspiration til mit moodboard. ”Kontrast!” har jeg skrevet på en post-it ved et modefotografi fra 1953. Det har jeg brugt i mange film – senest i ’Sharper’ med Julianne Moore. ”Simplicity!” har jeg noteret ved et fotografi af en nøgen kvinde, der sidder på sin seng – det har jeg brugt i blandt andet ’Far from the Madding Crowd’ og ’The Girl on the Train’.”
Museum Ludwig Cologne (Taschen, 1996)

Tarkovsky: Films, Stills, Polaroids & Writings

”Tarkovskys bøger har også altid været faste opslagsbøger for mig. Tarkovsky (russisk filminstruktør, forfatter og skuespiller, 1932-1986, red.) står for en råhed, den skinbarlige sandhed, en mættet stemning – i kontrast til det, man kan kalde det pæne Hollywood-fotografi.”
Andrey A. Tarkovsky, Hans-Joachim Schlegel, Lothar Schimer (Thames & Hudson, 2012)


Du kan se hele Charlotte Bruus Christensens Mesterlære her - herunder kapitel 2, som handler om moodboardet som arbejdsmetode.