I sin Mesterlære henviser Adam Price flere gange til den amerikanske manuskriptskrivningsguru Robert McKee (f. 1941), som i fire årtier har turneret verden rundt med sit dagsordensættende ’Story’-seminar. McKee har også samlet sine principper op i en bog af samme navn, og her uddyber Price, hvordan netop den bog har inspireret ham på flere planer, men især på ét punkt, da han udviklede den seneste sæson af dramaserien ’Borgen’:

”Grunden til, at mange historier ikke griber publikum stærkt nok, er, at modstanden over for hovedpersonens projekt ikke er stærk nok. Når man kigger på sin historie, tænker man måske: Den har alt, en god start, en god midte og en god slutning, hvorfor virker den så ikke? Og pludselig indser man, at for helvede … Jeg har ikke gjort det svært nok for min hovedperson! Han eller hun har ikke nok modgang, og a walk in the park griber os bare ikke. McKee har lært mig at give mine karakterer rigtigt meget modstand. Derfor forsøger jeg generelt at gøre det så svært som muligt for Birgitte Nyborg, spillet af Sidse Babett Knudsen, i ’Borgen’.

Se Adam Prices Mesterlære om at udvikle den gode historie her.

I den seneste sæson, har hun satset så meget på at bevare sin position, at hun er blevet det fuldkomne politiske dyr. Hun har nærmest intet af det tilbage, som typisk hører med til et harmonisk voksenliv. Hun har begrænset kontakt med sine børn, kommer for sent og går for tidligt fra sønnens fødselsdag, har ingen kæreste, spiser uregelmæssigt hvis overhovedet, sover dårligt … Hun ender med at ydmyge sin egen søn på direkte tv, fordi han potentielt truer hendes politiske projekt. Hendes moralske kompas fungerer ikke længere, og på et ideologisk plan er hun længere væk fra sig selv, end hun nogensinde har været. Dertil kommer, at hun er ved at blive væltet som minister og formand – det er nærmest et totalt tab af alt det, der er hendes identitet.”

Jeg prøver altid at huske mig selv på at gøre det svært for min hovedperson. Alligevel oplever jeg nogle gange, at vi er sgu nødt til at gøre det endnu sværere, sætte tingene endnu mere på spidsen. Man kan simpelthen mærke, at historien bliver bedre af det. For hvad vil du helst? Se en person gå op ad en stejl bakke eller se en person bestige et livsfarligt bjerg? For at tage modgangen til nye højder hyrer Birgitte Nyborg i den nye sæson antagonisten fra alle de tidligere sæsoner, nemlig Michael Laugesen, spillet af Peter Mygind, en næsten diabolsk karakter, et menneske fuldstændig uden moral, han er alene magt, og han hylder intet andet, end at den stærkeste i skolegården bestemmer, og det går jo imod de principper, Nyborg har hyldet hele sit liv, men hun er nu kommet derud – eller jeg har skubbet hende derud – hvor hun simpelthen hyrer sin arvefjende til at hjælpe sig. I sidste afsnit giver han hende et faustisk valg. Hendes ældste ven Bent Sejerø siger fra talerstolen: Jeg tror ikke længere på dig, Birgitte. Og så siger Laugesen til hende: Du er nødt til at gå ned og sige til forsamlingen, at din gamle ven er dement, simpelthen afskrive ham, begå et regulært karaktermord. Der kan det ikke blive meget værre for Birgitte Nyborg, hun står over for et ultimativt valg om, hvem hun er.

Og det er dér, McKee holder mig til ilden. Det er hans skyld, at hun har det så hårdt. Som fagperson finder man typisk sin guru, den person, der taler mest direkte og stærkt til en, og for mig er McKee manusguruen par excellence. ’Story’ er den bog, jeg selv har anvendt allermest. Jeg har været på et af hans seminarer for mange år siden, og jeg har også ’Story’ på lydbog og hører den som regel en gang hvert halvandet år. Det er som at høre en gammel ven tale. Eller rettere din Sensei, der minder dig om håndværket, og siger: Husk det nu: helt ned i knæerne hver gang, op på tåspidserne, nu skal du krafteddermame tage dig sammen!

Læs Adam Prices kuraterede anbefalinger af den litteratur m.m., der har inspireret ham som manuskriptforfatter her.