Det kan godt være, at Blake Snyder har lagt manuskriptforfatternavn til actionkomedien ’Stop! Or My Mom Will Shoot’ (1992) med ingen ringere end Sylvester Stallone i hovedrollen som hårdkogt betjent og til den mindst lige så kække børnefilm ’Blank Check’ (1994). Men vi lægger os næppe ud med nogen ved at hævde, at manden bag de to film, der på dansk lyder ’Stop! Eller min mor skyder’ og ’Millionær med mælketænder’, vil gå over i historien som en større teoretiker end praktiker.
Amerikaneren nåede inden sin død som blot 51-årig i 2009 at skrive bestselleren ’Save the Cat!’, og det er den bibel udi disciplinen manuskriptskrivning, som Casper Christensen bekender sig til i kapitel 5 i sin Mesterlære. Bogen består af 15 såkaldte beats fra ’Opening Image’ over ’Bad Guys Close In’ til ’Final Image’, som det gode manuskript består af, og heraf har den danske komiker og manuskriptforfatter, fortæller han i kapitlet, taget 13 af dem til sig. Men frem for alt drager Christensen nytte af ’Save the Cat!’ til at sikre sig, at han og hans samarbejdspartnere på et film- eller tv-projekt arbejder i samme tydelige struktur.
’Save the Cat!’-pointerne er siden hovedværkets udgivelse, der ellers blev lanceret med den forpligtende undertitel ’The Last Book on Screenwriting You’ll Ever Need’, blevet videreudbredt i bøger som ’Save the Cat! Strikes Back’, ’Save the Cat! Writes a Novel’, ’Save the Cat! Beat Sheet Workbook’ og ’Save the Cat! Writes a Young Adult Novel’, hvoraf Blake Snyder selv står som afsender på nogle af dem. Fælles for Snyders beats er, at de alle er hentet ud af filmhistorien: Han har ikke udtænkt principperne selv, men identificeret dem som gennemgående i en lang række film, han har studeret, og så har han navngivet og stykket dem sammen i sin filmmanuskriptmanual. Kritikere af den 216 sider lange bog klandrer Blake Snyder for at dyrke klicheer, og for at filmmediet aldrig vil udvikle sig eller overrumple, hvis man går så skabelonagtigt til værks, som forfatteren lægger op til.
Vi kan kun anbefale, at du selv går på opdagelse i ’Save the Cat!’, inden du fælder din egen dom, men vi er også faldet over en interessant genvej til at forstå værket på StudioBinder, som er en digital platform for film- og videoskabere. Her dissekerer manuskriptforfatteren Sam Kench Cannes- og Oscar-vinderen ’Parasite’ (2019) i Blake Snyders 15 beats, ligesom Kench inddrager blandt andet ’Instellar’, ’Alladin’, ’The Graduate’ og ’Heist’ i sin gennemgang af ’Save the Cat!’.
Se analysen her.
PS: Hvorfor hedder Blake Snyders bog ’Save the Cat!’? Titlen refererer til, at hvis man udvikler en film- eller tv-helt, der har grundlæggende usympatiske træk – han eller hun kan eksempelvis være kriminel – er det nødvendigt, at man tidligt i plottet, vinder publikum over på heltens side. Det for eksempel ske ved at lade ham eller hende redde en kat ned fra et træ eller ud af en brændende bygning.
Læs Casper Christensens personligt kuraterede litteraturanbefalinger her.
Køb Save the cat her.